Nyheder

En helt dragende dragedag!

Hvad sker der, hvis garvede skibsmodelsbyggere og 30 børn sætter efterårsvejret i stævne på en blæsende eftermiddag på Søndre Strand? En storslået dragedag!

Det fandt vi ud af, da skibsmodelbyggere fra Køge Maritime modelbyggerlaug havde øvet sig i at bygge rigtige gammeldags papirsdrager, inden de i efterårsferien tog imod 30 børn. Børnene havde meldt sig til Bydelsforeningen Søndre Havns kulturgruppes dragebyggeridage. Der var fuldt hus til arrangementet, der fyldte Gule Hal med grin, ’byggeudfordringer’ og forundringer ud i kunsten at bygge en drage. Det er ikke så helt let, at bygge sådan en drage, men de “gamle” havde øvet sig godt, og viste børnene, hvordan man gør. Efter at dragerne var bygget, gik hver især igang med at male dem i festlige motiver med farver. Det blev en rigtig festlig optakt til det planlægte stævnemøde med efterårsvejret lørdag den 19. oktober.

Lørdagen blev dagen for den store drage-flyvedag,  hvor vejrguderne i sidste øjeblik forbarmede sig og tog udfordringen fra børne om skibsmodelbyggere op og gav den ønskede vind til den store dragedag på Søndre Strand. Det blev en bragende succes.

Ca. 200 voksne og børn lagde vejen forbi med eller uden drage. Nogle for at se på, nogle for at prøve deres egne rigtig flotte gammeldags drager, som de havde bygget 2 dage før i Den Gule Hal sammen med skibsdmodelbyggerne. De børn, der ikke havde en drage, kunne heldigvis kunne låne en drage, som kulturfolkene fra Bydelsforeningen Søndre Havn stillede til rådighed.

Et flot skue ud over hav og strandeng. Hørt på stranden af en ivrig far: “Næste år vil jeg have min egen drage”. Ja, sjovt var det for alle aldre. En lille pause kunne man trænge til, og derfor havde kulturfolkene fra Bydelsforeningen sørget for, at der både var kakao, sodavand, kaffe og kage ved Udsigten.

Det bliver helt sikkert en tradition i kommende efterårsferier!

Stor dragedag på Søndre Strand

Den sidste lørdag i efterårsferien indbyder Bydelsforeningen Søndre Havns kulturgruppe alle til dragedag på Søndre Strand. Her kan hele familien deltage og sætte drager op. Du kan tage din egen drage med, låne en drage eller selv bygge en. Vi tilbyder drageflyvningshjælp og tager reperationsudstyr med, så mindre skader på dragerne kan udbedres. Ved Udsigten på stranden får vi fuld glæde af  Søndre Strands friske havluft. Vi sørger for kaffe/the og varm kakao.

Det er ganske gratis at deltage, og alle er velkomne.

Udsigten: for enden af Søndre Molevej, lørdag den 19.10. kl. 10-13

Har du lyst til at bygge din egen drage, tilbyder vi dragebygning i Den Gule Hal, Strandpromenaden 1, torsdag den 17. Oktober kl. 9.30-15.  Her vil de dygtige skibsmodelbyggere fra Køge Maririme Modelbyggerlaug hjælpe dig med råd og vejledning, og der vil være lidt forplejning. Det koster 30kr at deltage i dragebygningen, og tilmelding er nødvendig på Billetto: https://billetto.dk/e/dragebygning-billetter-385442 , senest den 15.10. Der er plads til 30 børn. Evt. voksne ledsagere skal ikke købe billet.

Den Gule hal: Strandpromedaden 1, torsdag den 17.10 kl. 9.30-15.

Information fra bestyrelsesmøde i bydelsforeningen den 3. september 2019:

Bydelsforeningen Søndre Havn har afholdt årets 5. bestyrelsesmøde den 3. september 2019. Årets sidste og 6. møde er planlagt til den 12/12.

Projektdirektør for Køge Kyst, Tove Frederiksen deltog i mødets start for at informere om hvordan Køge Kyst vil inddrage beboerne og Bydelsforeningen i udviklingen af Almindingerne, der er de grønne/blå parkbånd som gennemskærer Søndre havn i nord-sydlig retning. Som det huskes havde bydelsforeningen foreslået at der blev afholdt en workshop om emnet.
Tove informerede om at Køge Kyst vil afholde i alt 3 møder om Almindingerne:

  • 1. Aftenmøde om forudsætninger, rammer og visioner (i oktober uge 43-44
  • 2. Lørdag eller søndag – workshop på Tapperiet med caféborde (lørdag den 16. november)
  • 3. Aftenmøde, hvor forslag og evt. alternativer fremlægges og drøftes (i januar 2020)

Deltagerkreds: Alle møderne er offentlige og annonceres bredt.
Proceskonsulent: Deltager i alle 3 møder og hjælper med at skabe en åben og tillidsfuld dialog.
Landskabsarkitekt (SLA): Deltager i alle 3 møder – som oplægsholder og efterfølgende med opgaven at projektere løsningerne.
Desuden fortalte Tove om hvordan udviklingen af den maritime halvø tænkes i forbindelse med udbygningen af SH4, idet der foregår en dialog med klubberne. Udsigten nedlægges inden årets udgang, og der skal findes en ny placering.

Bestyrelsen vedtog det udarbejdede ”årshjul” der i skematisk form beskriver de opgaver der er faste i årets løb. Årshjulet kan ses på denne side under ”Om os”.
Det er i vedtægterne fastlagt at bestyrelsen skal tage stilling til ønsker om forandringer på bygningerne i Søndre Havn, og i den forbindelse havde bestyrelsen modtaget en ansøgning om etablering af sol- og vindafskærmning. Det blev besluttet, at alle ansøgninger som skal behandles skal være bilagt en arkitektfaglig indstilling fra det arkitektfirma, som har projekteret bygningen. Den aktuelle ansøgning blev godkendt.
Bestyrelsen besluttede at vi nærmere skal definere hvilke opgaver og roller der skal dækkes i arbejdet på et kommende møde. Formålet er at sikre kontinuiteten i bestyrelsens arbejde. Der udarbejdes et oplæg, som bestyrelsen kan diskutere ud fra.

Køge Kyst har meddelt, at boligvejen ”Ved Engen” som det første vejareal først kan overdrages i starten af 2020, da den dokumentation som Bydelsforeningen har udbedt sig først kan foreligge på dette tidspunkt. Så foreningen står fortsat kun for driften af molokkerne.

Det blev besluttet at udarbejde et ark med typiske spørgsmål og svar på disse, for at øge vidensniveauet iblandt beboerne på Søndre havn. Dette ark lægges op på hjemmesiden.

Kom til Søndre Havnedag lørdag den 24. august 2019

Kom til Søndre Havnedag lørdag den 24. august 2019. Bydelsforeningen har en bod ved Udsigten, kom forbi og hør mere om Bydelsforeningens arbejde. Søndre Havnedag har mange forskellige aktiviteter og borgere, foreninger, institutioner og virksomheder har i samarbejde med Køge Kyst lagt op til en kæmpe havnefest. Vi glæder os til at møde dig på Søndre Havn.

Se flyer her