Information fra bestyrelsesmøde i bydelsforeningen den 3. september 2019:

Bydelsforeningen Søndre Havn har afholdt årets 5. bestyrelsesmøde den 3. september 2019. Årets sidste og 6. møde er planlagt til den 12/12.

Projektdirektør for Køge Kyst, Tove Frederiksen deltog i mødets start for at informere om hvordan Køge Kyst vil inddrage beboerne og Bydelsforeningen i udviklingen af Almindingerne, der er de grønne/blå parkbånd som gennemskærer Søndre havn i nord-sydlig retning. Som det huskes havde bydelsforeningen foreslået at der blev afholdt en workshop om emnet.
Tove informerede om at Køge Kyst vil afholde i alt 3 møder om Almindingerne:

  • 1. Aftenmøde om forudsætninger, rammer og visioner (i oktober uge 43-44
  • 2. Lørdag eller søndag – workshop på Tapperiet med caféborde (lørdag den 16. november)
  • 3. Aftenmøde, hvor forslag og evt. alternativer fremlægges og drøftes (i januar 2020)

Deltagerkreds: Alle møderne er offentlige og annonceres bredt.
Proceskonsulent: Deltager i alle 3 møder og hjælper med at skabe en åben og tillidsfuld dialog.
Landskabsarkitekt (SLA): Deltager i alle 3 møder – som oplægsholder og efterfølgende med opgaven at projektere løsningerne.
Desuden fortalte Tove om hvordan udviklingen af den maritime halvø tænkes i forbindelse med udbygningen af SH4, idet der foregår en dialog med klubberne. Udsigten nedlægges inden årets udgang, og der skal findes en ny placering.

Bestyrelsen vedtog det udarbejdede ”årshjul” der i skematisk form beskriver de opgaver der er faste i årets løb. Årshjulet kan ses på denne side under ”Om os”.
Det er i vedtægterne fastlagt at bestyrelsen skal tage stilling til ønsker om forandringer på bygningerne i Søndre Havn, og i den forbindelse havde bestyrelsen modtaget en ansøgning om etablering af sol- og vindafskærmning. Det blev besluttet, at alle ansøgninger som skal behandles skal være bilagt en arkitektfaglig indstilling fra det arkitektfirma, som har projekteret bygningen. Den aktuelle ansøgning blev godkendt.
Bestyrelsen besluttede at vi nærmere skal definere hvilke opgaver og roller der skal dækkes i arbejdet på et kommende møde. Formålet er at sikre kontinuiteten i bestyrelsens arbejde. Der udarbejdes et oplæg, som bestyrelsen kan diskutere ud fra.

Køge Kyst har meddelt, at boligvejen ”Ved Engen” som det første vejareal først kan overdrages i starten af 2020, da den dokumentation som Bydelsforeningen har udbedt sig først kan foreligge på dette tidspunkt. Så foreningen står fortsat kun for driften af molokkerne.

Det blev besluttet at udarbejde et ark med typiske spørgsmål og svar på disse, for at øge vidensniveauet iblandt beboerne på Søndre havn. Dette ark lægges op på hjemmesiden.

Bydelsforeningen Søndre Havn indbyder hermed til dialogmøde

Bydelsforeningen Søndre Havn indbyder hermed til dialogmøde tirsdag den 3. september 2019, kl. 19 i Den Gule Hal. Bestyrelsen giver en status på bestyrelsens arbejde i forhold til udviklingen på Søndre Havn. Deltag i dialogmødet, du får mulighed for at komme med dine synspunkter og/eller stille spørgsmål. Vel mødt – håber vi ses. Mvh Bestyrelsen.

Se invitation her

Information fra bestyrelsesmøde i bydelsforeningen den 7. maj 2019:

Bydelsforeningen Søndre Havn har afholdt årets 3. bestyrelsesmøde den 7. maj 2019. Bestyrelsen har planlagt at afholde i alt 6 bestyrelsesmøder i 2019, de tre næste møder er planlagt til den 4/6, 3/9 og den 12/12.
Bestyrelsen godkendte referat fra generalforsamlingen og referat af bestyrelsesmøde den 20/3 med konstituering af bestyrelsen.
Vi drøftede hvordan Bydelsforeningens hjemmeside skal blive mere aktuel og levende. Siden vi fik den etableret er den stort set ikke blevet anvendt af bestyrelsen, hvilket vi nu vil rette op på. Blandt andet skal der komme jævnlige nyhedsbreve fra foreningen, og bestyrelsen vil desuden efter hvert bestyrelsesmøde lægge en lille tekst op om hvad vi har arbejdet med. Dette er den første af slagsen.

Det blev drøftet hvordan foreningen skal overtage de første arealer til drift fra Køge Kyst. Dette kræver en organisering i Bydelsforeningen. Vi skal herunder planlægge hvordan vi vil udbyde arbejdet med at drifte foreningens arealer, så de kommer til at fremtræde på den måde som beboerne og bestyrelsen ønsker. Det kræver hjælp fra en konsulent, idet det er vores ønske at komme i gang med driften på en måde, som kan bruges til alle efterfølgende arealer.
Arbejdsgruppen som har driften som opgave er også kommet med input til hvordan de mener at driften skal foretages, herunder at området ikke skal være alt for ”finpudset”. Arbejdsgruppen Veje, stier og vand har sammen med Køge Kyst udarbejdet en drejebog for planlagt overdragelse af privat fællesvej Ved Engen. Køge Kyst har udarbejdet oversigt over, hvornår de forskellige veje, molokker/affald og almindinger overdrages til Bydelsforeningen.
Arbejdet med et årshjul til internt brug blev startet op. Økonomi blev gennemgået, idet økonomi er et fast punkt på dagsordenen.
Arbejdsgruppen Kultur og Byliv arbejder på at afholde et ideforumsmøde den 16/9 og arbejder på beslutning om hvilke kulturaktiviteter, der skal videreføres, når Køge Kyst overdrager arbejdet til Bydelsforeningen. Desuden arbejdes der på at afholde en tværgående workshop om udformningen af den første Alminding med deltagelse af de to arbejdsgrupper Kultur og Byliv og arbejdsgruppen Veje, stier og vand efter sommerferien.

Vi fik som afslutning på mødet et oplæg fra landskabsarkitekt Kirsten Høi fra Herlev Kommune, som har meget erfaring i drift af både veje og grønne områder.  Kirsten formidlede spændende og meget relevante erfaringer med drift af grønne områder og erfaringer med overgange mellem privat og offentlig vedligeholdelse af f.eks. parker og veje, hvilket var meget interessant, og gav mange gode ideer til arbejdet.

Under eventuelt blev det fremført, at processen med etablering af belysning og beplantning på Engkanten har været præget af stor modstand og klager fra nuværende beboere. Beboerne er utilfredse med at Køge Kyst har planlagt høje lygtepæle og træer.
Etablering af belysning og beplantning er ikke bydelsforeningens ansvarsområde, men med afsæt i erfaringerne, vil Bydelsforeningen i forhold til de områder som bydelsforeningen overtager driften af, få oparbejdet et samarbejde med Køge Kyst og andre interessenter omkring udformningen af disse. Et eksempel på dette er den tværgående workshop omkring den første Alminding, jf. ovenstående afsnit.

Information fra bestyrelsesmøde i bydelsforeningen den 4. juni 2019

Bydelsforeningen Søndre Havn har afholdt årets 4. bestyrelsesmøde den 4. juni 2019. Bestyrelsen har planlagt at afholde i alt 6 bestyrelsesmøder i 2019, og årets to sidste møder er planlagt til den 3/9 og den 12/12.

Bestyrelsen godkendte referatet fra bestyrelsesmødet den 7. maj.

Dernæst orienterede formanden om sit seneste møde med direktøren for Køge Kyst, Tove Frederiksen, hvor flere punkter af interesse for bestyrelsen blev drøftet. Blandt andet blev fremtidig etablering af elstandere til opladning af elbiler i p-huset, muligheder for en storskraldsordning på Søndre Havn, samt den vedtagne forlængelse af Køge Kysts støtte til kultur- og bylivsarrangementer indtil slutningen af 2021 på Søndre Havn drøftet.

Formanden orienterede om at molokkerne er blevet rengjort indvendig og udvendig. Det var udfordrende at koordinere tømningen af de forskellige fraktioner med rengøringsholdets ankomst! Fremover vil molokkerne jævnligt blive rengjort.

Køge Kyst har meddelt, at boligvejen ”Ved Engen” som det første vejareal ønskes overdraget til Bydelsforeningen i løbet af sommeren. I den forbindelse har Bydelsforeningen indgået aftale med en rådgivende ingeniør, der skal hjælpe bestyrelsen med at sikre at kvaliteten af det overdragne lever op til gældende normer.

Økonomien blev gennemgået, idet økonomi er et fast punkt på dagsordenen.

Køge Kyst har skrevet til Bydelsforeningen og åbnet op for at samarbejde om indretningen af de første Almindinger. Bestyrelsen besluttede at kvittere med at indbyde Køge Kyst til at deltage på næste bestyrelsesmøde, for at drøfte rammerne for indflydelsen med bestyrelsen, eller med andre ord, få beskrevet hvad der allerede nu ligger fast, og hvor der er mulighed for at få indflydelse. Herefter kan planlægningen af workshoppen om udformningen af den første Alminding med de to arbejdsgrupper, som blev drøftet på det sidste bestyrelsesmøde, færdiggøres. I den sammenhæng har bestyrelsen modtaget et forslag fra en beboer om etablering af en (natur)legeplads i området, og dette forslag skal indgå i workshoppen, idet bestyrelsen vurderer, at en legeplads er en vigtig funktion i bydelen.

Bestyrelsen besluttede at starte et arbejde op omkring etablering af et Kulturhus på Søndre Havn. Det er erfaringsmæssigt en lang og drøj proces, og det er forventningen, at bestyrelsen ikke selv kan løfte opgaven på sigt, men at der skal etableres et partnerskab omkring arbejdet. Det vil også være nødvendigt at arbejde professionelt med fundraising. Indledningsvis vil et par bestyrelsesmedlemmer afsøge viden i deres netværk, og på næste bestyrelsesmøde fastsættes en dato for et opstartsmøde/workshop omkring mulighederne. Evt. med inspirerende indlæg fra folk der har erfaringer med at etablere et Kulturhus.

Bydelsforeningen er skudt i gang

Arbejdet i Bydelsforeningen Søndre Havn er kommet godt i gang hen over efteråret og vinteren efter et vellykket dialogmøde og møder i de ansvarlige arbejdsgrupper for Kultur & Byliv og for Drift & Vedligehold.

I løbet af efteråret og vinteren er der kommet gang i arbejdet under Bydelsforeningen Søndre Havn, som er den overordnede forening for områdets beboere, virksomheder og foreninger. I september afholdt foreningens bestyrelse et dialogmøde i Gule Hal, hvor 40 interesserede beboere mødte op.

På mødet blev foreningens arbejde og organisering introduceret ved bestyrelsesformand Elisabeth Lihn Wolff, som også gav de fremmødte en status på udviklingen af Søndre Havn. De to arbejdsgrupper for henholdsvis Kultur & Byliv og Drift & Vedligehold blev også introduceret ved de to bestyrelsesmedlemmer Siv Raun Andersen og Lene Madsen.

Begge arbejdsgrupper har i oktober holdt deres første møder, hvor de er kommet nærmere de konkrete planer for området. I arbejdsgruppen for Kultur & Byliv blev der drøftet ambitiøse planer for havnens fremtid, hvor kulturlivet fortsat skal spille en vigtig rolle, når Bydelsforeningen langsomt overtager ansvaret fra Køge Kyst.

Arbejdsgruppen ønsker blandt andet at videreføre Søndre Havnedag og nogle af de populære fællesskabende aktiviteter, men der vil også blive tale om nye satsninger indenfor kunst, musik og teater – og gerne flere fysiske faciliteter, både i form af et centralt byrum på havnen og kulturaktiviteter i bygningerne.

I arbejdsgruppen for Drift & Vedligehold blev der i slutningen af oktober også talt konkrete planer for Søndre Havns fremtid, og de gik blandt andet i dybden med områdets veje, friarealer, parkering, offentlig transport og det igangværende byggeri. Der blev også givet en status på byggemodningen af arealerne, som Køge Kyst står for.

Begge arbejdsgrupper holder møde igen her i begyndelsen af 2018. Interesserede er velkomne til at være med i begge arbejdsgrupper – send blot en mail til aoh@koegekyst.dk.

Ny delebil: Den tidligere Renault Captur er i sommeren 2018 udskiftet med en Toyota Yaris Hybrid

Lokal delebil på Søndre Havn

Køge Delebil og Køge Kyst har indgået et nyt samarbejde, som betyder, at beboere i Køge Kyst-området i de næste tre år med rabat kan benytte en delebil med fast parkeringsplads på Søndre Havn. 

Hent flyer om delebilsordningen her (pdf).

I første omgang har Køge Kyst reserveret en Renault Captur, årgang 2017, som får fast parkeringsplads ved Gule Hal midt på Søndre Havn.

Beboere som Mathias Grene og Henriette Olsen, der flyttede ind i boligkarréen Havblik i december, har mulighed for at blive nybagte delebilsbrugere.
 
”Det er bestemt en mulighed. Vi har en bil, men hvis vi skal noget forskelligt, fx hvis en af os skal til yoga eller sport, så er det måske en ide. Nu skal vi regne lidt på det, så vi kan se, om det kan betale sig for os”, siger Mathias Grene, beboer på Søndre Havn.  
Særordningen gælder beboerne i de nye byggerier Strandengen, Havblik og de andre boligkarréer, der er på vej på Søndre Havn samt i det nye Rådhusstræde. Også de forretningsdrivende i området kan være med i ordningen.
I kraft af aftalen med Køge Kyst får beboerne rabat på medlemskab af Køge Delebil. Derigennem kan de også benytte sig af andre biler i ordningen, ligesom Køge Delebils øvrige medlemmer har mulighed for at booke bilen på Søndre Havn. 

Ordningen gælder fra 2018 til 2020. Hvis efterspørgslen viser sig at være stor, er der mulighed for at udvide ordningen med flere lokale delebiler.


FAKTA OM ORDNINGEN

Som beboer i Køge Kyst-området betaler man et månedligt kontingent på 65 kr. mod normalt 120 kr. Herudover betaler man 100 kr. for indmeldelse mod normalt 1000 kr. Man betaler også for den tid, man har bilen og det antal km man kører - typisk 20 kr. i timen og 3 kr. pr. kørt km. 

Bilen kan også benyttes til ferier i ind- og udland. Lån af bilen i en uge koster 1000 kr. plus 3 kr. pr. kørt km. Jo længere tid man reserverer bilen, jo billigere timepris.

Køge Delebil samarbejder med LetsGo og Hertz delebil, hvilket giver medlemmer af Køge Delebil mulighed for at benytte knap 250 biler rundt om i landet.  

For indmeldelse kan man kontakte Køge Kyst på kontakt@koegekyst.dk eller ringe tlf. 56 67 83 43. 

Man kan få flere oplysninger om Køge Delebil på www.koege-delebil.dk.